Tolerancevinduet

Hvor meget kan vi rumme, før nervesystemet går i alarmberedskab?

Jeg vil her fortælle om en model, som er god til at forklare, hvorfor kroppen kan reagere meget kraftigt efter en hjernerystelse på ting, som normalt ikke ville påvirke dig særligt meget.

Modellen hedder “Window og Tolerance” og omtales her som “Tolerancevinduet”. Den bunder i “Den Polyvagale Teori”, som også er omtalt her på min hjemmeside, og bruges blandt andet i traumeterapi.

Se evt. dette link til undervisningsmateriale beregnet til terapeuter: https://www.nicabm.com/?s=window+of+tolerance

Jeg vil her forklare, hvordan jeg ser tilerancevinduet som en meget nyttig model i forhold til at forstå, hvad en hjernerystelse gør ved hjernen og nervesystemet – og hvorfor en hjernerystelse kan give reaktioner, der minder meget om (og også kan føre til) stress og angst.

Vi har hver især vores egen forhistorie. Vores måde at reagere på livsomstændigheder er afhængig af vores personlighed, som igen er blevet til gennem et samspil mellem genetisk disponering, opvækst, erfaringer og sociale forhold. Dertil kommer at vi er påvirket af vores aktuelle livssituation så som arbejdsforhold, familiesituation, eventuelle kriser, støtte eller modstand fra omgivelserne med videre. Endelig har følger af hjernerystelsen samt eventuelle andre skader også en stor betydning.

På baggrund af dette vil det autonome nervesystem i hvert enkelt menneske reagere unikt på en hjernerystelse:

• Nogen vil have tendens til at gå hurtigt i kamp eller flugt-tilstand (hyper-arousal). Dette kan føles som at blive meget nemt urolig eller stresset.
• Andre vil have tendens til hurtigt at blive overvældet, “lukke ned” og gå i en form for kollaps-tilstand (hypo-arousal). Man kan føle sig modløs, handlingslammet og trist.
• Og andre igen vil have en stor psykisk robusthed, dvs. evne til at blive i ligevægt (optimal arousal) og dermed blive i sit tolerancevindue. Det skal dog siges, at alle har en grænse for, hvornår vi ikke kan klare mere belastning og nervesystemet går i alarmberedskab.

AROUSAL er et udtryk for, hvor aktiverede vi er. Man kan sige, at jo højere arousal, jo højere gear kører vi i.

Vores tilbøjelighed bestemmer, hvor bredt eller snævert vores tolerancevindue er. Hvor mange sanseinput, følelser m.m. kan vi rumme, før vi går i hyper- eller hypo-arousal?

Når du er i zonen for hyper-arousal

Den sympatiske del af dit autonome nervesystem bliver hyperaktivt pga, at hjernen vurderer, at der er en trussel til stede. Kroppen indstiller sig på at kæmpe eller flygte: pulsen stiger, hurtig vejrtrækning, øget muskelspænding. Vi skanner omgivelserne for tegn på fare.

De højere kognitive funktioner, som er kontrolleret fra hjernens frontallapper, er meget energikrævende og en smule langsommere, end de reflektoriske og mere uhæmmede reaktioner, der knytter sig til dybere og ældre dele af hjernen (kaldet pattedyr- og krybdyrhjernen). Når vi går i kamp/flugt-tilstand, reagerer kroppen ud fra et urgammelt reaktionsmønster som om, at der stod en farlig løve og brølede af os. Hjernen har ikke udviklet sig siden vi boede på savannen os skulle kæmpe imod sådanne fysiske farer, så logikken i kroppens reaktionsmønster er, at vi ikke har tid og energi til at tænke os om, og ikke brug for at være velovervejede. Vi skal i stedet handle aggressivt og hurtigt uden hensyn til vores modstander eller til vores egne begrænsninger. Dette handlemønster har igennem milioner af år sikret vores forfædres overlevelse, og derfor er responsen meget stærk og overvinder ofte vores sunde fornuft og rationelle tænkeevne.

I kamp- eller flugt-tilstand mister vi evnen til at tænke klart og til at bevare overblikket. Vi bliver mere snævertsynede og fokuserer på detaljer. Vi bliver irritable og mere følelsesladede, og jo højere arousal, jo mere vrede og aggressive bliver vi (hvis vi er slået ind på “kamp”) eller måske paniske (hvis vi er slået ind på “flugt”). Vi mister selvvurderingsevne og empati.

Mange oplever, at kroppens reaktioner på en eller anden måde tager over og tager styringen af dem, på trods af at de sideløbende har en rationel stemme i hovedet, der fortæller dem at situationen ikke er farlig og at de bare skal slappe af, tage det roligt og tale pænt til omgivelserne i stedet for at råbe og hidse sig op (eller hvordan man nu end reagerer). Men de dybere og ældre dele af hjernens respons er så stærk, at det kan være meget svært eller umuligt at tale sig selv til fornuft. Vores sympatiske nervesystem samt de dybere dele af hjernen sender et meget kraftigt signal til kroppen om for alt i verden at blive i kampen og ikke lytte til den vanvittige “fornuftens stemme”, der prøver at lokke os til at slappe af og tage en pause midt i kampen mod (eller flugten fra) den farlige løve, der står og brøler foran os.

Når du er i dit tolerancevindue

Når du er i dit tolerancevindue, er sympatisk aktivering og aktivering af den ventrale del af vagusnerven afbalanceret, således at du kan være i god social kontakt med andre mennesker. Så er du styret af dit sociale engagementssystem.

• Du oplever tryghed og samhørighed.
• dit hjerteslag er reguleret.
• Vejrtrækningen er dyb og rolig
• Du er i stand til at opfange andre menneskers følelser og stemmer.
• Du kan udelukke andre distraherende lyde.
• Du kan se verden som den komplekse helhed, den er.

Når du er i zonen for hypo-arousal

En PCS-ramts autonome nervesystem fejltolker ofte signaler fra omgivelserne (da hjernen ikke kan sortere ordentligt i sanseindtryk) som om at situationen er potentielt livsfarlig for dig. Først vil det autonome nervesystem sende dig ekstra stresshormoner forsøge at få dig til at kæmpe eller flygte fra situationen (hyper-arousal). Hvis nervesystemet herefter vurderer, at det ikke er muligt at komme ud af en “farlig” situation gennem kamp eller flugt, så aktiveres den ældste, dorsale gren af vagusnerven. Dette beskriver mange som en følelse af, at al energien strømmer ud af dig. Det kan både være en sansemæssigt overstimmulerende situation, der udløser dette, og det kan være en tanke.

• Du kan opleve et mentalt og fysisk kollaps med energi-forladthed og handlingslammelse.
• Hjernen lukker ned for dine følelser – du kan ikke mærke dine egne følelser ordentligt og ikke relatere til andres.
• Hjernen lukker ned for højere kognitive processer. Du kan ikke samle tankerne eller lægge en plan.
• Du kan føle dig trist og ensom.

Dette er en meget gammelt forsvarsmekanisme. I yderste konsekvens ‘spiller kroppen død’ for at beskytte dig mod den trussel, som det autonome nervesystem fejlagtigt tolker er til stede.

Bedre balance og fleksibilitet i det autonome nervesystem

Mange PCS-ramte svinger imellem enten at være overaktiverede (i hyper-arousal) eller at være meget energiforladte (i hyperarousal… eller måske bare meget trætte pga. hurtig udtrætning). Det autonome nervesystem har svært ved at finde den rette balance imellem aktivering af det parasympatiske og det sympatiske nervesystem og sætter dig i for højt eller for lavt gear til situationen. Egentlig ville du bare gerne være i god social kontakt med dine omgivelser, altså styret af dit sociale engagementssystem.

Den gode nyhed er, at denne balance kan bedres. Hjernen er plastisk og der kan skabes nye, positive mønstre gennem vekslen mellem udfordring uden overbelastning og hvile. Hvis du tager mange små pauser fra sanseindtrykkene, så kan hjernen nå at sortere dem og få et lille pusterum. hermed virker sanseindtrykkene mindre overvældende og dermed mindre farlige og tricker ikke så nemt hyper- eller hypoarousal. Du kan gennem denne tilgang langsomt øge din robusthed overfor sanseindtryk og altså udvide tolerancevinduet. Du kan også arbejde med dine tanker om dig selv og om situationen, så tankerne bedre støtter dig i at blive i tolerancevinduet. Metoder til at arbejde med dette kan eksempelvis være:

• Mindfulness
• ACT (Acceptance and Commitment Therapy)
• Metakognitiv terapi