Det er svært at holde pauser
De fleste af de PCS-ramte, som jeg møder i mit daglige arbejde, ved godt, at deres hoved ville have godt af flere pauser i løbet af en dag. Men alligevel lykkes det ofte ikke at holde dem. Hvorfor?
- De glemmer at holde pauserne.
- De ved ikke, hvad de skal lave i pauserne, og kommer til at stresse mere op, end de slapper af.
- Mobilen dukker nærmest automatisk op i hånden, så snart de sætter sig ned.
- Det føles umuligt at holde pauser, da der er alt for meget at lave, når de endelig har lidt energi.
Desuden hylder vores samfund et usundt højt arbejdstempo, og det er sjældent socialt acceptabelt at sætte sig ned og stirre ud i luften i ny og næ uden at forholde sig til noget.
Endelig tror de ældre dele af hjernen, at det er potentielt livsfarligt at ændre på vaner, og derfor føles det forkert.
Din hjerne tror, at der står en farlig løve!
Hvis man har et meget højt alarmberedskab i kroppen, så er den i en “kamp eller flugt-tilstand”. Stresshormoner pumpes ud i kroppen, hvilket øger muskelspænding og vejrtrækningfrekvens og får pulsen til at stige. Man bliver endnu mere opmærksom på sanseindtryk og skanner omgivelserne og ens egen tanker for faresignaler. Samtidigt mindskes evnen til strategisk tænkning, selvindsigt og empati, og man bliver mere opfarende og følelsesladet. Kort sagt: alarmberedskabet har nu sat dig i den optimale tilstand til kamp mod løver eller andre fysiske farer.
Det er et ældgammelt system, som gør sit allerbedste for at holde os i live. Det er desværre ikke særlig hensigtsmæssigt til mange af de udfordringer, vi møder i en moderne hverdag, når kampen ikke står imod løver men imod besvarelse af e-mails, busser der skal nås og lynlåse, der sætter sig fast.
Højt alarmberedskab
Hvis hjernen først har trykket på alarmknappen og sat kroppen i kamp eller flugt-tilstand, så reagerer den på disse hverdagsudfordringer som om de var løver, der stod og knurrede af os. Stresshormonerne pumper rundt og allermest har vi lyst til at skrige højt, slå en eller anden eller løbe langt væk fra det hele. Hvilket jo er en virkelig hensigtsmæssig reaktion, hvis der rent faktisk stod en farlig løve. De af vores forfædre, som har råbt og skreget og slået ud efter løven, har måske haft held med at skræmme den væk. Eller også er de løbet i skjul. Men der er nok ikke mange, som har tænkt – “Puha, det her kan jeg ikke lige overskue – jeg tager en kort pause.” Hvis de har, er de er nok blevet ædt.
Din hjerne prøver at holde dig fast i “kampen”
Så derfor kæmper de ældre dele af hjernen voldsomt imod, når du vil stoppe op og tage en pause midt i “kampen”. Selv om kampen står imod at besvare en bunke e-mails eller noget andet relativt ufarligt. Det føles voldsomt ubehageligt og forkert at stoppe op, før kampen er færdig. Dette ubehag er hjernens sanktion imod din vanvittige idé om at trække dig, før faren er nedkæmpet. Lynhurtigt kommer der efterrationaliseringstanker i stil med, at “det er bedst at få det hurtigt overstået“, men egentlig handler det bare om at bekæmpe løver. For i denne tilstand har de styrende dele af hjernen slået fra. Kamp-flugt-tilstanden nedsætter aktiveringen af pandelapperne, hvor planlægning, overblik og strategisk tænkning holder til, da den slags tager alt for lang tid og for meget energi midt i en kamp. Så du får højest sandsynligt slet ikke husket det hele eller udtrykt dig fornuftigt. Det ville være meget bedre at tage en kort pause og så kigge på det om lidt med friske øjne og lidt mere overskud.
Hvordan kan du holde flere små pauser?
Det kan godt lade sig gøre at ændre vaner, det føles blot ubehageligt i begyndelsen. Du må berolige de skeptiske dele af din hjerne med at sige noget i retning af at:
”Jeg dør ikke af at tage en pause! Det er sundt at holde pauser. Jeg bliver faktisk mere frisk og mere effektiv.”
Start evt. med at holde få pauser. En pause kan sagtens være at rejse sig op og gå ud at lave sig en kop te, mens man kigger ud af vinduet. Det kan være at sidde lidt med lukkede øjne og prøve at slippe spændingerne i ansigtet og skuldrene. Det kan være at gå en tur udenfor og trække vejret dybt fem gange. Det kan være at kigge ud af vinduet, lade dine øjne se langt så du ikke skal fokusere på nært hold og følge fuglenes flugt eller skyerne på himlen. Eller helt simpelt bare at trække vejret dybt ind … og puste ud. Det er den simpleste måde at fortælle dit nervesystem på, at der ikke er fare på færde.
Ved en vaneændring er det vigtigt at skabe gode oplevelser, så dine skeptiske dele af hjernen oplever, at den nye vane ikke er farlig. Hermed bliver det nemmere at finde motivation til at indlægge flere og flere små pauser, der lader dit batteri op.
Prøv det – det har overraskende god effekt. Med tiden kan du måske udvide til lidt længere pauser med deciderede vejrtræknings- eller mindfulnessøvelser ind imellem, når du har behov for at få nervesystemet meget i ro. Men vigtigst er det at begynde med at finde en realistisk fremgangsmåde og finde motivationen til at blive ved.