Jeg kender mange, som er meget frustrerede over, at de efter en hjernerystelse pludselig har fået svært ved at tilberede et almindeligt aftensmadsmåltid. Flere har været flove over at fortælle det, for de føler, at mandlavning er en simpel hverdagsaktivitet, som alle og enhver burde kunne udføre. Men det er overhovedet ikke flovt, det er faktisk meget forståeligt, for madlavning er multitasking!
Der skal holdes styr på flere forskellige processer sideløbende, hvor det ikke altid er til at vide, hvor lang tid hver proces tager. Mens man laver mad, skal man hele tiden have overblik over, hvordan det går med de forskellige processer og justere dem, så de er færdige nogenlunde samtidigt. Der er mange forskellige delelementer som skal klargøres, krydres, have olie, snittes, blandes, koges, steges og så videre. Man kan blive sat gevaldigt bagud, hvis man har glemt en enkelt lille – men væsentlig – ting, så som at tænde ovnen eller at tø kødet op på forhånd…
Ved lavt batteri-niveau må hjernen prioritere
Det er svært at få adgang til planlægningsevner og overblik, når hjernens batteri er ved at være fladt, og man samtidig har hovedpine og måske også kvalme. Desuden er der mange sanseindtryk i et køkken og der kan være varmt, hvilket kan virke overvældende på en hjerne med nedsat filterfunktion. Du bevæger også dine øjne og din krop rundt hele tiden, hvilket er udfordrende og udtrættende for synet og balancen, og kan gøre dig både svimmel og træt. Når hjernen er udfordret på mange fronter og batteriet ikke rækker til det hele, så prioriterer hjernen basale kropsfunktioner først så som at holde dig på benene og bevæge dig rundt uden at støde ind i alt for mange ting – selv om også dette også kan blive en udfordring, hvis du bliver ved med at køre på. At kunne multitaske er desværre en luksus, som hjernen ikke har batteri nok til at kunne “tænde for” i den situation.
Du har ikke brug for forstyrrelser og tidspres
Det bliver endnu værre, når der kommer nogen og forstyrrer midt i processerne. Det kunne være et barn eller en ægtefælle, der lige skal spørge om noget, eller bare bevæger sig rundt i køkkenet og forstyrrer. Det er der, hvor vandet koger over eller maden brænder på. Du kan simpelthen ikke holde styr på flere ting på nuværende tidspunkt; når der dukker noget uventet op, du skal forholde dig til, så må hjernen give slip på én eller flere af de andre ting, du med nød og næppe jonglerede rundt med i forvejen.
Hvis du oven i købet føler dig tidspresset og måske endda bliver bebrejdet af dig selv eller af andre for, at maden ikke er færdig endnu, så vil din hjerne føle sig truet af hele den samlede og tilsyneladende umulige situationen. Den vil gå i alarmberedskab og enten piske stresshormoner ud i dit system (en urgammel reaktion, der skal gøre dig klar til kamp eller flugt) eller sende dig ned i en form for kollaps, hvor al energi og handlekraft forlader dig (en endnu mere urgammel reaktion: spil død og håb på, at faren driver over!).
Et par god råd, der kan hjælpe i madlavningsprocessen
- Start med at spise lidt selv, inden du går i gang med madlavningen. Det kan være et stykke rugbrød, frugt eller lign. Så mindsker du risikoen for at gå sukkerkold midt i det hele
- Prøv at planlægge simpel mad med få delelementer. Nogle af dem kan købes helt eller delvist tilberedt på forhånd
- Tilbered det, der er muligt på forhånd. Måske kan kartoflerne skrælles, grøntsagerne snittes eller bordet blive dækket. Det kan være en fin, praktisk aktivitet at have i løbet af dagen, som er relativt afslappende for hovedet (når bare man ikke har travlt)
- Start i god tid
- Lav én ting af gangen, hvis det er svært at holde styr på flere processer. Så må kartoflerne blive kolde – det går nok. De kan evt. lige få kort tid i (mikrobølge)ovnen kort inden servering, for at blive varme igen
- Hold pauser undervejs i det omfang, det giver mening og føles rart
- Sig til dem, du laver mad til, at du ikke ved, hvornår den er færdig – hvis de er meget sultne, er de velkomne til selv at snuppe sig en snack for at holde den værste sult for døren
- Bevæg dig med vilje langsomt rundt i køkkenet. Hvis du mærker, at du stresser op, så stop op og træk vejret helt ned i maven et par gange eller drik et glas vand
- Du kan bede om hjælp og samtidig bede personen om, at i arbejder i køkkenet sammen uden småsnak
- Bed andre om ikke at forstyrre dig, mens du laver mad. Og hvis det ikke kan undgås, så kan det være nødvendigt at slukke for kogeblusset eller lignende, imens du er afbrudt
Man kan stille og roligt genvinde sine evner til at fungere og multitaske i et køkken, men ligesom med alt andet kræver det tålmodighed i en rehabiliteringsproces efter en hjernerystelse. Jeg vil foreslå dig at afprøve de af ovenstående råd, som du synes giver mening for dig, og så øve dig i at tilberede små, overskuelige måltider med et minimum af afbrydelser. Det må gerne virke alt for nemt i begyndelsen, for du skal samle på succesoplevelser, så din hjerne bliver forsikret om, at du godt kan klare det. Så skaber du et fundament, som du kan gradvist kan bygge ovenpå med enten flere eller lidt mere udfordrende processer, i takt med at din hjerne genindlærer de mere simple ting. Når visse ting igen bliver rutine for dig, så frigives der energi, så du igen får mere overblik i dit køkken og i andre multitaskingssituationer.
Skriv et svar