En superinteressant og lidt nørdet teori om det autonome nervesystem
Jeg tror, at jeg har fået de største aha-oplevelser på det seneste ved at sætte mig ind i, hvordan det autonome nervesystem fungerer. Det er sket efter, at en af mine kollegaer har præsenteret mig for Dr. Stephen Porges’ polyvagale teori. Lyder det kedeligt? Det er det overhovedet ikke, men det er kompliceret, og jeg bryder til stadighed mit hoved for at finde ud af, hvordan jeg skal forklare det både enkelt og korrekt. Det er foreløbigt blevet til følgende:
Tre systemer i ét
Det autonome nervesystem (ANS) består af tre dele, som er udviklet med evolutionen over mange milioner år. Det er nervesystemer, som vi ikke kan kontrollere med vores vilje. De regulerer vores basale kropsfunktioner og tilpasser dem hele tiden til den situation, vi befinder os i. Reguleringen sker på baggrund af sanseindtryk fra omgivelserne samt vores fortolkning af disse sanseindtryk. Der sker også en regulering blot på baggrund af tanker – hjernen reagerer som udgangspunkt på alle tanker, som om de var virkelige.
Aktivitet
Eksempelvis kan vores puls øges ud fra et fysisk behov: Det kunne være at rejse sig op, at gå op ad en trappe eller at løbe for at nå bussen.
Pulsen kan også øges ud fra en tanke om en krævende situation: Det kunne være at tænke på, at om lidt skal jeg til at løbe en tur, at jeg skal holde en tale til en fest i næste weekend eller at jeg nok bliver nødt til at tage en svær samtale med et nært familiemedlem.
Reguleringen i disse eksempler sker gennem det sympatiske nervesystem, som sætter os i stand til at være aktive. Det sympatiske nervesystem er at finde i vores rygmarv.
Hvile
Efterfølgende skal pulsen reguleres ned igen. Det står de to andre dele af det autonome nervesystem for. De udgøres primært af vagusnerven, som har to “grene” – en gammel og en nyere. Det parasympatiske nervesystem er forankret i den gamle gren af vagusnerven og regulerer pulsen ned igen, efter at den fysiske aktivitet er overstået. Det sociale engagementssystem er forankret i den nyere gren af vagusnerven og kan regulere os gennem signaler fra andre mennesker eller tanker om andre mennesker, som gør os trygge og rolige. Disse dele af det autonome nervesystem sætter os altså i stand til at være i ro og hvile.
Herunder beskrives de tre systemer lidt grundigere. Det nyeste forklares først og så går vi baglæns gennem evolutionen, hvilket er den samme rækkefølge, som hjernen aktiverer de forskellige forsvarssystemer, der er knyttet til de forskellige dele.
Det sociale engagementssystem
Dette er det nyeste system. Det blev udviklet, da vores forfædre blev pattedyr og fik behov for at have følelser for hinanden og for deres afkom, for at kunne overleve. Dette system er aktivt, når vi føler os trygge og tilpas i “flokken”. Når vi er styret af vores sociale engagementssystem, er vi i stand til at være i god social kontakt med andre mennesker. Vores hjerteslag er reguleret og vores vejrtrækning er dyb og rolig. Vi er i stand til at opfange andre menneskers følelser og stemmer og kan udelukke distraherende lyde.
Det sympatiske nervesystem
Dette er det næstældste system. Det blev udviklet før vores forfædre blev til pattedyr, hvilket var et krybdyrlignende stadie i evolutionen. På dette stadie forholdt vores forfædre sig ikke til en flok og de havde ingen følelser for deres afkom. De skulle kunne reagere hurtigt og enten kæmpe for at skaffe sig føde – eller flygte for ikke selv at blive spist.
Det autonome nervesystem fungerer forskelligt alt efter, om det er normaltfungerende, eller om det føler sig truet.
Ved et normaltfungerende ANS
… sætter den sympatiske del os i beredskab til aktivitet.
Ved et ANS, der føler sig truet
… sætter densympatiske del os i kamp- eller flugt-tilstand. Dette sker eksempelvis i form af stigende uro i kroppen, som bliver mere på vagt overfor sanseindtryk. Både omgivelserne og tankerne skannes for tegn på fare. Stresshormoner udskilles. Puls og vejrtrækning samt muskelspænding og svedproduktion forøges. Selvindsigt og empati nedsættes. Irritabilitet og agressivit øges.
Hjernen trækker energi til de fysisk kamp/flugt-funktioner og nedprioriterer fordøjelse og højere kognitive funktioner. Vi har alligevel ikke tid til at spise eller til at tænke os om, der skal bare træffes nogle hurtige beslutninger for at overleve! Hørelsen stiller ind på farfulde lyde og opfatter derfor ikke lyden af venligtsindede stemmer. Verden føles som et farligt sted at være.
Det parasympatiske nervesystem
Dette er den ældste del af det autonome nervesystem. Det blev grundlagt dengang vores forfædre var små, primitive vanddyr, som levede i havet. Deres forsvar imod farer i verden udviklede sig til at lægge sig ned på bunden, sænke hjertefrekvensen og spille døde indtil faren gik over. I os mennesker fungerer dette ældgamle nervesystem på en sådan måde, at det regulerer forskellige kropsfunktioner, så vi får den nødvendige ro og hvile, når der er behov for det.
Ved et normaltfungerende ANS
… sørger det parasympatiske nervesystem for ro, restitution, hvile og almindelig søvn.
Ved et ANS, der føler sig truet
… sætter det parasympatiske nervesystem gang i vores allerældste forsvarsmekanisme: Spil død. Dette sker, hvis hjernen får signaler, der opfattes som en vedvarende eller voldsom trussel, og den ikke ser mulighed for at flygte eller kæmpe sig ud af situationen.
Dette udmønter sig i praksis i nedlukning af funktioner, der ellers sætter os i stand til aktivitet, samt nedlukning af følelser og kognitiv aktivitet. Der kan ske en dissociation, som er en ufrivillig splittelse/adskillelse fra virkeligheden. Det hele kan opleves som en form for kollaps med handlingslammelse, energiforladthed og evt. depressive tanker, isolation og forstyrret søvn til følge.
Hvad kan vi så lære af det?
Viden om det autonome nervesystem kan være med til at forklare og afdramatisere, hvorfor PCS-ramte reagerer så stærkt på sansestimuli og socialt samvær. Lidt forsimplet kan det forklares med denne model:
Det kan være lettere at acceptere de forholdsregler, man må tage for at kunne fungere, når man forstår hvilket mekanismer, der er på spil. Hvis man ikke forstår, hvorfor man bliver overvældet af trafikstøj eller socialt samvær, så kan det også være svært at give sig selv lov til at tage en pause fra de mange sansestimuli. I stedet bider man måske tænderne sammen og holder ud. Det kan føre til overbelastning, som fører til efterfølgende svær træthed/kolaps. Og det fremmer ikke rehabiliteringen – tværtimod.
Under Energiforvaltning kan du lære mere om, hvordan du kan fremme din rehabilitering ved ikke at belaste dig selv for meget.
https://www.madforlivet.com/viden-og-forskning/vagus-nerven-saadan-stimulerer-du-vagus-nerven/