Social med hjernerystelse
Sociale arrangementer er meget energikrævende for de fleste med længerevarende følger efter hjernerystelse, også selv om de måske opleves som hyggelige eller sjove. Ved et socialt arrangement er der mange sanseindtryk i form af snak, støj, synsindtryk og generel uro.
Lugte og varme kan også virke energidrænende for nogen. Endelig er registrering af andre menneskers ansigtsudtryk og tonefald samt afkodning af alt det, der siges imellem linjerne, utrolig energikrævende.
Når man har symptomer efter hjernerystelse, lider man ofte af en grundlæggende mental træthed (hjernetræthed) og oven i dette en hurtig udtrætning ved aktiviteter (belastningstræthed). Det vil sige, at hjernebatteriet er generelt halvfladt fra start af og tappes derudover hurtigere for strøm end normalt.
Problemer med filtrering af sanseindtryk
Hjernen har fået sværere ved at filtrere irrelevante sanseindtryk fra. I hjernestammen er der en filterfunktion, som skal opfange alle de sanseindtryk, som bevidstheden ikke har brug for, og blot holde dem overvåget i underbevidstheden. Dette filter er fx normalt i stand til at sortere snak fra omkringstående personer fra (skrue ned for opmærksomheden på det irrelevante) og holde fokus på den samtale, man selv deltager i. Når dette filter ikke fungerer optimalt, bliver nettet for stormasket. Alt for mange sanseindtryk kan slippe igennem de store huller i filtret og oversvømmer bevidstheden. Mange PCS-ramte fortæller, at det er som om de har fået supersanser. De hører og ser alt muligt, som de ikke ville have bemærket før. Sanseindtrykkene ”larmer” simpelthen mere inde i hovedet og den PCS-ramte er ikke i stand til at sortere og holde fokus.
Hvis den ramte samtidig skal forholde sig til komplicerede emner, og dermed bruge meget energi på tankearbejde, så løber det i forvejen halvflade hjernebatteri meget hurtigt tomt.
Er det en god idé at deltage?
Der er mange sociale arrangementer, som man deltager i uden at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det egentlig er en god idé.
Mange siger ”ja” blot der er tomt i kalenderen.
Men måske skulle den ledige tid i stedet bruges på at hvile ud? Sådan har de fleste PCS-ramte det. Og er det så en god idé at skifte hviletid ud med en meget energikrævende aktivitet? Det bør i hvert fald overvejes grundigt, og der skal være mulighed for at kompensere ved at hvile ud efterfølgende.
Nedenstående skema kan bruges som støtte til at overveje omkostningerne og udbyttet ved at deltage i et socialt arrangement før, man siger ja. PCS står for Postcommotionelt Syndrom, hvilket betyder følger efter hjernerystelse.