Rehabilitering efter hjernerystelse, piskesmæld, covid-19 og stress

You are here: Home / Praktik

I praktik efter hjernerystelse

Skal du i praktik efter hjernerystelse og vil gerne have nogle gode råd? Så læs med her. Jeg anvender både betegnelserne ‘hjernerystelse’ og ‘PCS’ her nedenfor. PCS står for Postcommotionelt Syndrom og betyder længerevarende følger efter hjernerystelse.

Efter at have gået sygemeldt i længere tid med langvarige følger efter hjernerystelse, er der mange, som skal påbegynde deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet med en praktik. Det er min erfaring, at der er nogle meget vigtige faktorer, som kan øge sandsynligheden for, at et praktikophold bliver en succes. Jeg har listet dem op herunder og uddyber derefter hvert enkelt punkt. Du skal dog altid stole på din egen dømmekraft, hvis du kan mærke, at noget af dette ikke er vigtigt for dig. Eller hvis du føler, du rent faktisk vil trives med noget af det, som jeg anbefaler, at du undgår. Alle er forskellige og dette er kun en generel vejledning.

Gå ikke efter dit drømmejob – start med noget nemt

Når du skal vælge praktiksted, så se det som et første skridt på vejen på en trappe, der med tiden skal føre dig tilbage til et arbejde, du har lyst til at blive i. Dette første trin skal helst være lidt for nemt og kedeligt i forhold til, hvad du har lyst til at arbejde med på længere sigt. Din krop skal lige nu blot vænne sig til at være i gang på bestemte tidspunkter på ugen samt at skulle forholde sig til opgaver og til andre mennesker. Du har ikke behov for samtidigt at føle trang til at skulle bevise dit værd overfor en arbejdsplads, hvor du virkelig gerne vil arbejde. Det fører nemlig til, at både du og måske også arbejdspladsen stiller høje forventninger til dine præstationsevner, hvilket et hjernerystelses-ramt hoved ikke har godt af, før du er væsentlig længere oppe ad trappen på vej mod egentlig rehabilitering.

Jeg anbefaler derfor ofte, at man ser den første praktik som en god øveplads, hvor kroppen rent fysisk kan lære at arbejde igen uden, at der stilles særlig store krav til tankevirksomhed. Derefter kan du måske få en ny praktikplads med et mere udfordrende arbejdsindhold eller et deltidsjob med mulighed for at gå op i tid på længere sigt. Når du på et tidspunkt er nået til et trin, hvor du føler dig robust nok til at kunne udføre et almindeligt arbejde, uden at være helt flad hver aften, så kan du begynde at kigge dig om efter dit drømmejob. En praktikplads er altså blot et første skridt på vejen.

Hjernerystelsesvenlige arbejdsopgaver

De første arbejdsopgaver skal gerne være nemme at udføre. Der er rigeligt for et PCS-ramt hoved at forholde sig til på et nyt praktiksted ved blot at skulle forholde sig til nye mennesker, forstå arbejdspladsens struktur og tage et mylder af sanseindtryk ind. Samtidig har de fleste også hovedpine, nakkesmerter, svimmelhed, hurtig udtrætning og søvnproblemer til at udfordre sig. Synsforstyrrelser og vanskeligheder med at se på skærm er et kapitel for sig – synet er en enormt energikrævende sans, og vi kan ikke undgå at bruge synet i vores vågne timer og ekstra meget, når vi udfører et arbejde. Så derfor skal arbejdsindholdet i den første praktik være nemt, så hovedet får ro til at vænne sig til at arbejde. På den måde kan der stille og roligt opbygges mere og mere robusthed overfor det at skulle fungere i aktive omgivelser. De nævnte PCS-symptomer kan langsomt mindskes ved, at hjernens netværk styrkes og genopbygges gennem udfordring uden overbelastning med masser af pauser, så sanseindtryk kan blive sorteret og der kan genvindes energi.

Meningsfuld praktik

Når alt det er sagt, så er det også vigtigt at finde et praktisksted, hvor du oplever, at arbejdet er meningsfuldt for dig på en eller anden måde. Det er svært at være motiveret, hvis du ikke kan se en mening med det, du laver. Meningen behøver bare ikke at være at få et ben indenfor et sted, hvor du virkelig gerne vil arbejde. Find en anden form for mening. Du har faktisk frihed lige nu til at prøve noget nyt – eller vende tilbage til noget, du er tryg ved og er god til uden at skulle tænke særligt meget over tingene. Vigtigst af alt, find ro med, at der er flere skridt på vejen tilbage til arbejde. Den hurtigste vej er at gå langsomt frem.

Du skal være en ekstra ressource, ikke en del af “normeringen”

For at du kan have friheden til at gå frem i et passende tempo i din praktik, er det væsentligt, at du ikke indgår i den normale “normering” på arbejdspladsen. Du skal være en ekstra ressource, de er glade for, men som de godt kan undvære. På den måde kan du bidrage med noget positivt til en arbejdsplads, men også passe på dit helbred og sige fra, hvis en opgave viser sig at være for belastende for dit hoved og din krop.

De fleste, jeg kender, kommer hurtigt til at tage for meget på sig, hvis de kan mærke, at der virkelig er brug for dem på arbejdspladsen. Det er jo dejligt at bidrage og løfte en arbejdsopgave, men det kan også gøre det virkelig svært at tage hensyn til sig selv i sådan en situation – og du skal tage hensyn til dig selv! Ellers nedbryder du dine ressourcer i stedet for at bygge dem op. Måske kan du bide tænderne sammen og knokle på, så du kan levere en arbejdsindsats i en kortere periode, men hvis anstrengelsen forværrer dine symptomer uge for uge, så ender du i sidste ende op med at være endnu værre stillet helbredsmæssigt og må måske opgive at gennemføre praktikken.

Du risikerer at komme længere væk fra arbejdsmarkedet i stedet for tættere på, og det er ikke i nogens interesse. Hverken i din, i arbejdspladsens eller i samfundets. Det er derfor ikke en god idé at vælge et praktiksted, hvor der virkelig mangler hænder. Find hellere et sted, hvor de ikke har alt for travlt.

Et godt miljø og en god stemning på arbejdspladsen er afgørende

De fleste hjernrystelses-ramte, jeg har mødt, er ramt på både deres identitetsfølelse og deres selvtillid efter at have gået sygemeldt i længere tid efter en hjernerystelse. Måske har de mistet et arbejde, de var glade for og rigtig gode til. Inden skaden var de vant til at kunne fungere på et højt niveau og i et højt tempo, men pga. PCS kan det nu være svært bare at arbejde et par timer i træk. Desuden er det en almindelig følge af PCS, at man bliver påvirket meget kraftigere end tidligere af andre menneskers stemninger. Den PCS-ramtes autonome nervesystem er konstant på vagt overfor tegn på fare, og både negative ansigtsudtryk, kritik og utålmodighed kan tolkes som truende af den PCS-ramtes autonome nervesystem og enten udløse store mængder af stresshormoner i kroppen eller tappe den ramte for al sin energi på ganske kort tid.

Derfor er et godt miljø og en god stemning på arbejdspladsen afgørende for, at den PCS-ramte kan genlære at arbejde, uden at det autonome nervesystem er i for højt alarmberedskab. Der skal lang tid med gode oplevelser til for, at en PCS-ramt hjerne, der skal dirigere et overalarmeret nervesystem, begynder at tro på, at det er ok og ufarligt at arbejde igen. Der skal gendannes forbindelser i hjernen, og det tager tid. Mestringsfølelse styrkes gennem positiv feedback og opnås bedst et sted, hvor der er en god stemning.

Forståelse fra kontaktperson og ledelse

I tråd med ovenstående, så øger det sandsynligheden for, at en praktik bliver en succes, hvis der er god forståelse for din situation hos de personer, der er dine nærmeste kontakter på praktikstedet. Hvis de har en god forståelse, så presser de dig ikke for meget. Du vil formodentlig også føle mindre behov for at holde en pæn facade, hvis du virkelig tror på, at din kontaktperson og nærmeste leder forstår, hvad det er for nogle udfordringer, du skal håndtere. Jeg vil derfor anbefale, at du er ærlig omkring dine symptomer, så du ikke kommer til at forsøge at skjule dem. Det er også en god idé at få en kontaktperson eller en nær kollega til løbende at minde dig om at tage det roligt og få husket at holde hyppige pauser. De fleste kommer hurtigt til at arbejde derudaf og synes, at det kan være pinligt eller upassende at gå væk fra arbejdet ind imellem. Selv om de godt ved, at det er helt nødvendigt for at holde PCS-symptomerne nogenlunde nede og have energi til resten af dagen.

Støtte og tillid fra sagsbehandler på jobcentret

Det her er et virkelig vigtigt punkt. Jeg oplever, at det har en meget stor positiv betydning, hvis sagsbehandleren og/eller beskæftigelsesvejlederen på jobcentret giver udtryk for, at han/hun støtter den PCS-ramte og har tillid til, at den PCS-ramte gør sit bedste og virkelig ønsker at komme tilbage i arbejde. For hvem vil ikke det?! Jeg har da ikke mødt en eneste, som hellere ville gå hjemme til en lav understøttelsesydelse end at være fri af systemet, arbejde og tjene sin egne penge. De fleste, som jeg møder i mit arbejde, kommer fra stillinger med stort ansvar, høj prestige og god løn. Det er kun af bitter nød, at de har meldt sig syge og beder om hjælp fra kommunen til forhåbentligt at vende tilbage til selvforsørgelse gennem en praktik.

Rammerne kan sinke rehabiliteringen

De rammer, som lovgivningen sætter for håndtering af jobcentersager, er mildest talt ikke optimale for rehabilitering efter hjernerystelse. Jeg må desværre sige, at jeg ofte har oplevet, at PCS-ramte borgere føler sig i konstant kamp med systemet og oplever at blive mødt af mistillid og rigide regler, som skader mere end de gavner. Når det er sagt, så har jeg også oplevet, at denne følelse kan undgås, når blot sagsbehandleren eller beskæftigelsesvejlederen giver udtryk for, at han eller hun stoler på, hvad den PCS-ramte fortæller, og vil støtte den PCS-ramte så godt det overhovedet er muligt inden for lovens rammer.

Tillid og venlighed kan fremme rehabiliteringen

Dette udtryk for støtte og tillid er helt uvurderlig, for dermed kan det undgås, at den PCS-ramtes autonome nervesystem hele tiden føler sig truet af systemet. Et truet autonomt nervesystem udskiller stresshormoner og PCS-symptomerne vil blive stærkere – eller også lukker kroppen helt ned i håbløshed og mentalt kollaps. Omvendt så dæmpes PCS-symptomer og stress-responsen, hvis man føler sig anerkendt, inkluderet og lyttet til.

I nogle tilfælde oplever jeg, at indstillingen fra en sagsbehandlers side kan det være afgørende for, om en PCS-ramt har mulighed for at være i en positiv rehabiliteringsproces eller ej.

Så lad evt. din sagsbehandler læse dette. Få talt om, hvor vigtigt det er, at du føler dig lyttet til og støttet op om af systemet. Hvis der bliver stillet mærkelig spørgsmål, så husk på, at der kan være faste dagsordener for de møder, du holder med din sagsbehandler, og at han/hun måske er underlagt procedurer, der kræver at disse spørgsmål bliver stillet på netop den type møde – selv om du har besvaret dem før og forklaret, hvorfor du gør som du gør. Tag også gerne en anden person med til dine møder, så I er to om at huske på og tolke på, hvad der bliver sagt.

Undgå tidspres og deadlines

Når en PCS-ramts hjerne skal vurdere input fra omgivelserne, så har den tendens til at overvurdere, hvor farlige situationen er. Et PCS-ramt autonomt nervesystem aktiverer alt for hurtigt hjernens “alarmcentral” (amygdala) og pumper gerne stresshormoner ud i kroppen blot på baggrund af et hurtigt arbejdstempo. Hvis der samtidig også er en deadline, der skal overholdes, så kan alarmberedskabet for nogle stige voldsomt.

Det vil sige, at den PCS-ramte skal håndtere sin arbejdsopgave med et indre kampberedskab i kroppen som om han eller hun stod over for en angrebslysten løve. Dette kampberedskab giver sig typisk udslag i høj puls, høj muskelspænding, kort lunte og et snævert fokus – alt sammen rigtig godt til kamp mod løver, men mindre godt til at løse almindelige arbejdsopgaver i et moderne samfund. Desuden følger typisk også nedsat selvindsigt (da man i en kampsituation har bedst af ikke at være alt for realistisk omkring sine egne begrænsninger) samt nedsat overblik og strategisk tænkning (det er for energikrævende og for langsom i kamp mod løver).

Disse processer foregår i de dybere og ældre dele af hjernen, så selv om man med sin yngre, intellektuelle del af hjernen godt kan regne ud, at en deadline ikke er livstruende, så stoler de ældre dele af hjernen bare ikke på dette i begyndelsen. Jeg vil derfor anbefale at man starter sin praktik op med arbejdsopgaver, der ikke indeholder tidspres eller deadlines, indtil man har vænnet sig til stedet og føler sig godt tilpas i løsning af arbejdsopgaver. Så kan man begynde at arbejde i et lidt højere tempo, når de ældre dele af hjernen har lært, at dette er ikke en farlig kampplads, men bare en rar arbejdsplads, hvor man er “en del af flokken” og opgaver kan løses uden stress.

Fleksibel optrapningsplan

En optrapningsplan skal optimalt set – og helt i tråd med ovenstående – heller ikke lægge et tidspres på dig. Du får sandsynligvis det bedste resultat, hvis du er i stand til at se en optrapningsplan som en rettesnor, og ikke som deadlines, der nødvendigvis skal overholdes. Det er vigtigt at optrapning ikke går hurtigere frem, end at kroppen kan nå at vænne sig til det nye aktivitetsniveau. Da man ikke på forhånd kan regne ud, hvordan kroppen vil reagere på optrapning i arbejdstid, er det nødvendigt at have fleksibilitet til at foretage ændringer undervejs, og tilpasse optrapningen efter de reaktioner, du vil komme til at få. Du skal opleve mestring, før du trapper op i tid eller i kompleksitet af arbejdsopgaver. Hjernen skal hele tiden have positive oplevelser at bygge på. Ellers risikerer du at sætte gang i for højt alarmberedskab i dit autonome nervesystem med risiko for at få forstærkede PCS-symptomer og i værste fald opleve et større tilbagefald.

Dermed mener jeg ikke, at man kan gå igennem et optrapningsforløb uden at opleve forstærkede symptomer undervejs. Det er hårdt at skubbe til sine grænser, og det giver reaktioner. Men de forstærkede symptomer skal fortage sig igen (helst inden næste arbejdsdag) og over tid bør du opleve at kunne mestre mere og mere og/eller at få færre og færre reaktioner.

Fleksibiliteten der sikrer dette kan være:

  • At du kan få lov at flytte rundt på dine praktikdage, hvis det fungerer bedre for dig.
  • At du kan gå tidligere hjem, hvis du får det dårligt.
  • At du kan lade være med at stige i arbejdstid, hvis du ikke er klar til det.
  • At du kan gå ned i tid igen, hvis en optrapning har været for hård eller hvis der sker noget andet i dit liv, der dræner dig for energi i en periode.

Langsom optrapning i begyndelsen

I begyndelsen af en praktik skal din krop og hjerne først vænne sig til at arbejde igen. Det kan betale sig at gå langsomt frem i begyndelsen, da det er dér, du lægger grundlaget for, om dit nervesystem tør tro på, at det her er et ufarligt sted at være. Din hjerne skal vænne sig til nye omgivelser og nye sanseindtryk. Du skal lære andre mennesker at kende. De fleste, jeg har kendt, bliver overstimulerede i starten. Det er fint, hvis du kan løse nogle enkle arbejdsopgaver (man skal naturligvis have noget meningsfuldt at tage sig til), men det er ikke det væsentlige. Det væsentlige er at bygge et godt fundament, med gode vaner om at komme ud af døren, være i gang, huske at tage pauser og komme hjem igen uden alt for store belastningsreaktioner for hovedet. For selvfølgelig kommer der nogle reaktioner.

Når det er nogenlunde veletableret, så kan du begynde at forvente lidt mere af dig selv indholdsmæssigt i forhold til, hvad du kan udføre af arbejdsopgaver. Det vil sige:

  • Først skal kroppen være tryg.
  • Når kroppen er tryg, så kan der blive frigivet energi til, at hovedet kan tænke.
  • Husk hele vejen igennem at holde hyppige pauser for hovedet (også pauser fra social småsnak)

Du kan anvende Pacing-metoden, hvis du ønsker at anvende en videnskabeligt funderet metode til at styre din optrapning i arbejdstid: http://trin-for-trin.dk/materiale.html

Pacing-metoden kort fortalt

  • Find din baseline – hvad kan du holde til i begyndelsen?
  • Skær 20% fra og start dér. Så hvis du kan holde til 10 timers arbejde, så start ud med 8 timer.
  • Bliv på dette niveau i 2-3 uger. Jeg anbefaler 3, da man har godt af at opleve stabilitet og forudsigelighed i arbejdstiden inden det næste trin opad i tid.
  • Hvis det går ok, så trap 10% op.
  • Bliv på dette niveau i 2-3 uger.
  • Hvis det går ok, så trap 10% op.
  • Osv.
  • Hvis det går dårligt/du får ekstra ondt, så skær 50% ned indtil det er gået over.
  • Gå så tilbage til det niveau, du kom fra.

Selv om metoden er udviklet til fysisk genoptræning, så fungerer den ofte også fint i forhold til PCS. Jeg vil dog sige, at jeg synes metoden går lidt langsomt frem i begyndelsen, hvis den skal bruges til optrapning i arbejdstid fra et meget lavt antal timer af. Andre gange kan den gå for hurtigt frem. Alligevel kan den danne et fint grundlag for en diskussion omkring optrapning – inklusiv hvad man gør, når man får flere symptomer i en periode.

Mulighed for pauserum på arbejdspladsen

Pauser er så vigtige, når man skal vænne sig til en ny arbejdsplads med et PCS-ramt hoved. Det er i pauserne at hjernen kan få lov at indhente det sorteringsarbejde i sanseindtryk, som den konstant er bagud med pga. nedsat evne til sanseintegration og til at filtrere irrelevante sanseindtryk fra.

En pause skal foregå i rolige omgivelser. Derfor er det vigtigt, at der er enten et pauserum tilgængeligt, eller at du kan gå udendørs et roligt sted. Helst begge dele.

Toilettet kan bruges i nødstilfælde – der kan man gå ud lidt oftere end normalt og give sig god tid. Men det er ikke en holdbar løsning i længden.

Rolige fysiske rammer

Da et af kendetegnene ved PCS er hurtig overstimulering og udtrætning, når der er mange sanseindtryk omkring én, så er det en god idé at gå efter et praktiksted med rolige fysiske rammer omkring arbejdspladsen. Dette vil eksempelvis sige:

  • God akustik indendørs. Undgå støj-fyldt arbejde.
  • Undgå stor-rums kontorer.
  • Et rart arbejdstempo. Undgå at sidde tæt på eller arbejde sammen med hektiske eller stressede kollegaer.
  • Gode lysforhold. Undgå helst lysstofrør og vær også opmærksom på, om der er meget store vinduespartier eller skarpe lysreflekser dér, hvor du skal arbejde, som vil genere dig.
  • Visuelt rolige omgivelser. Hvis der er mange synsindtryk eller hvis der er mange ting, som bevæger sig i dit synsfelt, så kan synet blive overstimuleret.

Begræns skærmarbejde, hvis det er anstrengende

De fleste PCS-ramte, som jeg møder, har problemer med at se på skærm pga. lysoverfølsomhed og/eller synsforstyrrelser. Nogle kan faktisk slet ikke se på en skærm uden at få det dårligt.

Hvis du har problemer med at arbejde på en skærm, så sørg for at din praktik ikke kræver, at du anvender en skærm en stor del af tiden.

Pauser i skærmarbejde

Hvis du godt kan holde til nogle timers skærmarbejde på en dag, så sørg alligevel for, at dine arbejdsopgaver veksler, så du ikke sidder ved skærmen for længe ad gangen. Hold eksempelvis en pause efter en lille halv times skærmarbejde, hvor du enten lukker øjnene i 5 minutter eller lader dine øjne kigge langt, så de slipper for at skulle fokusere på nært hold. At kigge langt kan man gøre udenfor eller ud ad et vindue og se på nogle fugle, trætoppe eller skyer. Så bliver dine øjenakser parallelle og dine øjenmuskler skal ikke spænde op for at dreje øjnene indad eller fokusere.

Skærmfilter

Når du anvender skærm, så sæt gerne et filter på, så skærmlyset bliver behageligt. Du kan anvende din computers egne indstillinger for nattelys/nightshift og evt. også anvende et mørkt, roligt tema som din baggrund på skrivebordet. Hvis man er meget lysoverfølsom kan det være bedre enten at få sat et fysisk filter på skærmen eller downloade et skærmfilter, eksempelvis f.lux eller iristech.co (det sidste skulle være det bedste, da det også er bedst til at reducere skærmes flimren).

Skærmbriller

Skærmbriller kan også fås med filter og blue blocking i. Hvis du overvejer, om du mon burde få en skærm/læse-brille med lidt styrke i, så se at komme afsted til en optiker. Det kan gøre en stor forskel, hvis man får korrigeret sit syn, så øjnene ikke skal anstrenge sig så meget for at fokusere. Det kan gøre en stor forskel. Det bør dog være en optiker, der har forstand på hjernerystelse, da et PCS-ramt hoved ikke kan klare for store styrkeændringer ad gangen, og også har det meget svært med eksempelvis flydende overgange. Det er ikke alle optikere, der har forståelse for dette.

Der er forskel på opgaver på skærm

Du kan også tænke over, hvilke opgaver du løser på skærmen. Det er ofte hårdt at scrolle, da det kan give svimmelhed og kvalme. Desuden er skærmarbejde, hvor øjnene skal hoppe meget rundt på skærmen, ofte hårdt, da det er en krævende synsopgave.

Endelig er meget skærmarbejde kognitivt krævende og man kan komme til at kigge længe på skærmen, mens man sidder og tænker. Prøv om du kan kigge væk, mens du tænker, eller udføre noget af skrivearbejdet på papir, så du kun anvender skærmen, når du reelt skal skrive din tekst eller læse noget.

Mulighed for at være udendørs

Hvis du kan finde en praktik, hvor du har mulighed for at arbejde udendørs noget af tiden, så kan det være, det er nemmere. Udendørs forsvinder lyden væk, der er luft og plads og måske kan du også nyde godt af noget grønt omkring dig. Dette får de flestes hjerner til at slappe mere af.

Det kan også hjælpe dig, hvis der blot er mulighed for at gå udenfor i pauserne eller for at gå en lille tur i rolige omgivelser ind imellem. Det hjælper ikke, hvis “udenfor” er lige ned på en trafikeret gade. Der skal også være rimeligt roligt.

Hvis du har det svært med sollys, så kan en kasket og evt. et par solbriller eller et par filterbriller hjælpe. Brug så lyse solbriller/filterbriller som muligt, da din hjerne har brug for at få lys ind gennem øjnene. Men det behøver ikke at være ubehageligt skarpt og det kan for nogle få ansigtsmuskulaturen til at slappe meget af, hvis man finder det helt rette filter, der fjerner lige netop de lysbølger, din hjerne har svært ved at håndtere. Man må bare prøve sig frem, så find en filterbrilleforhandler, der kan prøve det af på dig.

Mulighed for hjemmearbejdsplads

For nogle kan det være en stor fordel, hvis der kan være mulighed for at arbejde hjemme nogle dage. Man kan sjældent nøjes med en hjemmearbejdsplads, da man så ikke får vænnet sig til at være på arbejdspladsen. Man kommer nok også til at føle sig temmelig ensom. Men det kan være en stor hjælp for et PCS-ramt hoved, hvis man kan gøre optrapningen i tid lettere ved at kunne undgå transporttid nogle dage og arbejde hjemme fra sine trygge og forhåbentlig rolige omgivelser. Dér bliver man heller ikke forstyrret så meget.

Hjemmearbejdsdage kan både være en fast del af en ugeplan, og en mulighed de dage, hvor man kan mærke, at hovedet ikke har godt af at skulle for meget ud at forholde sig til omverdenen.

Begrænset transporttid til og fra arbejdspladsen

Det er også en god idé at se kritisk på transporttiden. Transport er ofte meget energikrævende for et PCS-ramt hoved. Der er utrolig mange indtryk at forholde sig til under transport, både hvis man bruger det offentlige og hvis man transporterer sig selv. Når nemt bliver sansemæssigt overstimuleret og evt. også meget hurtigt køresyg, så er det en god idé ikke at spilde sin sparsomme energi på lang og krævende transport.

Eksempler på typiske svære og typiske nemme praktiksteder

Her til sidst vil jeg give et par eksempler på typer af praktiksteder, som jeg har set skille sig ud enten i positiv eller negativ retning.

Arbejdspladser, hvor det ofte kan være svært at få en rolig optrapning i dit eget tempo:

  • Plejehjem
  • Børneinstitutioner
  • Skoler
  • Større butikker
  • Supermarkeder
  • Arbejdspladser med fart på og lange arbejdstider
  • NGO’er – når noget er drevet af idealisme, er der ofte høje forventninger og få ressourcer

Arbejdspladser, hvor det ofte er muligt at få en rolig optrapning i dit eget tempo:

  • Kirker
  • En lille rolig butik eller cafe, som du kender fra dit nærmiljø
  • Haver/grønne arealer
  • Naturvejledning
  • Biblioteker (men ikke, hvis du har større synsproblemer – at sætte bøger på hylder er synsmæssigt udfordrende)

Husk at ovenstående kun er en generel vejledning baseret på mine erfaringer. I sidste ende skal det være din egen fornemmelse for stedet, der er afgørende. Hvis du kan mærke, at på netop denne arbejdsplads vil du føle dig godt tilpas, så er det det sted, du vælger.