Oplever du hovedpine og smerter i nakken efter hjernerystelse?
De fleste, som har fået følger efter hjernerystelse, oplever hovedpine og evt. også smerter i nakken. Hvis du oplever dette, vil jeg anbefale at du finder en god fysioterapeut med speciale i hjernerystelse og nakkeskader som kan undersøge og evt. behandle dig. Dette kan også hjælpe på mange andre symptomer, bl.a træthed, svimmelhed, følelse af hurtigt at blive stresset og synsforstyrrelser. Der er stor sammenhæng mellem øjnene og nakken, så hvis du spænder i øjnene, kan det give symptomer i nakke/baghoved – og omvendt.
Se evt. forslag til behandlere her.
Her er nogle eksempler på typer af hovedpine, som jeg hører omtalt af hjernerystelsesramte:
- Hovedpine som en hjelm eller et bånd, der strammer om hovedet
- Smerter ved kraniekanten i nakken
- Smerter fra “slagstedet” (det sted man slog sig)
- En tung, altomfattende hovedpine, som ofte også fører til kvalme
- Smerter og spændinger i øjenomgivelserne
- Stikkende smerter som nåle, syle eller knive. Dette beskrives ofte nær øjnene eller ved tindingerne og i forbindelse med synsforstyrrelser
- Smerte og opspænding, der starter ét sted og breder sig hen over hovedet og videre ned i nakken. Nogle gange “breder” spændingshovedpine sig også videre ned ad ryggen og/eller ud i en eller begge arme.
- Migræne
Desuden kan du opleve ekstra spændingshovedpine som følge af, at din krop er på vagt – både overfor smerter og overfor overvældende sanseindtryk. Du kan også opleve at spænde op i din kæbe, skuldre og mave. Denne opspænding kan du arbejde med ind imellem i løbet af dagen, ved at være opmærksom på, når det sker, og forsøge aktivt at give slip og slappe af igen i disse områder. Dog skal du ikke være alt for opmærksom hele tiden, da øget fokus på smerterne kan forstærke oplevelsen. Prøv at finde en god balance og tal evt. med en behandler om afspændingsøvelser.