Samsynsproblemer og synstræning
Du kan blive udredt for samsynsproblemer og andre synsvanskeligheder efter hjernerystelse hos en neurooptometrist. Dette er en optiker (en optometrist), som har taget efteruddannelseskurser i neurologisk betingede synsvanskeligheder. En neurooptometrist vil typisk også kunne give dig et synstræningsforløb, hvis der er behov for dette.
Der er endnu stor forskel på, hvad der tilbydes rundt omkring i landet til PCS-ramte. Nogle få steder vil man kunne få et forløb hos en neurooptometrist gennem sin kommune, men ofte må man selv betale for forløbet.
Andre behandlere der arbejder med syn
Der findes også fysioterapeuter og kiropraktorer, som arbejder med synsøvelser. De kan ofte inddrage synsøvelser i en mere helhedsorienteret behandling for hele kroppen, men de har ikke mulighed for at teste de enkelte delfunktioner i synet grundigt. Nogle gange er en helhedsorienteret behandling lige det, der skal til. Andre gange har de ikke specifik viden nok og kan måske komme til at starte for hårdt ud eller give dig for ensidige synsøvelser.
Uanset hvilket behandler, du finder, er det vigtigt at du sætter tid og energi af til forløbet, da det involverer hyppige øvelser hjemme for at få effekt. Du skal dog samtidig lytte til din egen krop og ikke presse dig selv for hårdt. Det er en god ide at insistere på en individuel tilpasning af synsøvelser, så de kan fungere i lige netop din hverdag og tager hensyn til dine særlige udfordringer. For nogle er det rart at få et par øvelser, som man kan lave i kort tid mange gange om dagen, når det lige passer ind. For andre er dette helt uoverskueligt og kan føles vældigt stressende. Her er det måske bedre at bede om at få et program, som tager et vist stykke tid og så er det overstået.
Opvarmning og afspænding ved synstræning
Hvis du får ømme og spændte øjenomgivelser af at lave synsøvelser, så er det en god idé at varme dine nakkemuskler op inden øvelserne (med blide strækøvelser, nakkeyoga eller en varmepude – hvis du har nakkeskader, så vær forsigtig og spørg evt. en behandler til råds). Det er også en god idé at hvile øjnene efterfølgende. De fleste synsfagpersoner, som jeg har talt med om emnet, siger at det tager mindst et kvarter at få synsmuskler til at slappe af efter (over)anstrengelse. Så et kvarter med lukkede øjne i en afslappet siddende eller liggende stilling kan være en god mulighed. Sørg også for at nakken er godt støttet. Læg evt. noget over øjnene, så det bliver mørkt. Mange slapper bedre af med en øjenpude eller en øjenmaske, der giver et passende tryk på øjenomgivelserne.
Links til synstræning
https://www.kliniksynstraening.dk
Har jeg fået behov for briller efter hjernerystelse?
Nogle har også brug for at få briller, filterbriller, skærmbriller, prismebriller, kontaktlinser eller anden form for optik efter en hjernerystelse. Det kan muligvis være, at det kun er i en periode, du har behov for en eller flere former for briller. Derfor er der mange, som vælger at lade være med at få briller, da de ikke kan overskue det. Det er også muligt, at det er den bedste løsning – det vil være en individuel vurdering. Du skal i den forbindelse være opmærksom på, at en brille kan være en vigtig del af din rehabiliteringsproces. Ligesom at have et støttebind på i en hvis periode, hvis du har forstuvet din fod.
Læsebriller
En læsebrille med en lille smule styrke kan aflaste dine øjne, så de ikke skal kæmpe så hårdt for at fokusere, når du skal læse. Det har du måske ikke haft behov for før i tiden, men du kan have fået det, hvis du går og er træt hele tiden, og har fået svært ved at dreje dine øjne indad og stille skarpt på nært hold.
Filterbriller
En filterbrille kan få dine øjne til at slappe af i generende lys, hvilket kan nedsætte spændinger omkring øjnene, som igen kan nedsætte spændingshovedpine. Hvis du tror, det er relevant for dig, må du finde et sted at afprøve forskellige filtre i forskelligt slags lys for at mærke efter, hvad der passer til dig. OBS: De fleste vil have behov for at trappe ud af brug af filterbriller igen, når man har fået mere overskud, så hjernen kan blive gen-tilvænnet til almindeligt lys.
Hvem kan hjælpe?
De mere avancerede løsninger skal man nok overlade til en neurooptometrist, men behov for briller, filterbriller og/eller skærmbriller kan du få undersøgt hos en almindelige optiker. Jeg vil foreslå, at du går til en optiker, som har god forstand på optik i forbindelse med hjernerystelse.
Et godt råd, jeg har hørt fra flere neurooptomestrister: Undgå løsninger med flydende overgang. Det er for hårdt for hovedet, så længe det går og kæmper med forskellige symptomer efter hjernerystelse.